Alt du behøver at vide om drama

Tilføjet den 14 okt, 2014 i Manuskriptforfatning | 0 kommentarer

I den seneste tid har jeg hjulpet med tre meget forskellige projekter: Jeg har undervist en produktudvikler fra LEGO, som er blevet kastet hovedkulds ind i historieudvikling. Jeg har været manuskriptkonsulent på en nyt børne-tv-serie, som bliver udviklet af studieværter og producenter fra DR. Og så har jeg hjulpet en ung fyr, som gerne vil ind på filmskolen. Fælles for disse mennesker var, at de havde gode idéer, men et spinkelt teoretisk grundlag. Og det kunne godt mærkes. Deres historier var plaget af mangel på fokus, svage karakterer og lange passager uden konflikt.

Man kan selvfølgelig ikke skrive historier på teori alene. Det kræver opfindsomhed, nysgerrighed og fortællelyst. Men hvis éns historier ikke rigtig virker, så kan teori hjælpe med at finde ud af, hvor kæden ryger af. Og den gode nyhed er, at man kan nøjes med at lære én enkelt sætning:

”En person ønsker sig noget brændende, men har problemer med at opnå det.”

Denne sætning er fundamentet for al drama. Og hvis man forstår den, så kan den løse hovedparten af alle manuskriptproblemer. Lad mig prøve at skille sætningen ad i smådele og kigge nærmere på dem:

 

”En…”

 

Historier bør handle om én person. Ikke to, ikke syv, ikke ti. Der bør være én person, som har mere investeret i handlingen, end de andre. Én helt der indser, at han/hun har et problem og tager initiativet til at gøre noget ved det. Alt for ofte læser jeg manuskripter om f.eks. en arbejdsplads, hvor der dumper en opgave ind, og så prøver hele castet at løse den på hver deres måde. Der er ingen hovedperson, så publikum aner ikke, hvem de skal holde med.

En god historie bør have en klart defineret hovedperson. Det siger sig selv, at Forrest Gump, Rocky eller Iron Man selvfølgelig handler om den karakter, der lægger navn til filmens titel. Men hvad med ensemble-dramaer? Eller sitcoms med store, ligeværdige casts? Eller buddy-movies og romantiske kommedier om to karakterer? Sådan nogle historier har da mere end én hovedperson? Eller hvad?

De velfungerende af dem har faktisk ikke.

Selv en film som Pulp Fiction, med et virvar af forskellige plots, der springer rundt i tid, har én hovedperson. Hvis man piller filmen fra hinanden og lægger scenerne i kronologisk rækkefølge, så tegner der sig et klart billede af en karakter, der bærer handlingen: Gangsteren Jules Winnfield (spillet af Samuel L. Jackson) begynder at tvivle på sine karrierevalg, efter at han overlever en skudepisode. Det er det hovedplot, som alle de andre subplots hæfter sig på.

 

 

Hvad så med Vincent Vega? Fylder John Travoltas karakter ikke lige så meget i filmen? Jo, men det er hverken synlighed, underholdningsværdi eller screentime, der giver hovedrollestatus. Faktisk er det helt okay, at bikarakteren overstråler hovedkarakteren, så længe de ikke træffer de beslutninger, der former plottet.

I romantiske kommedier er det meget normalt, at bikarakteren fylder rigtig meget. Handlingen i Pretty Woman kan bedst beskrives sådan her: ”En kynisk advokat hyrer en prostitueret til at spille sin kæreste i et forsøg på at overtage et skibsværft”. Historien handler altså grundlæggende om advokaten, ikke om luderen. Så selvom Julia Roberts klart overstråler Richard Gere i den film, så er det ikke hende, der har hovedrollen. Bare fordi to karakterer fylder lige meget på skærmen, betyder det ikke, at de begge er lige vigtige for handlingen.

I min egen musikalske buddy-roadmovie Verdens Længste Rap fylder Jazzy og Bossy også cirka lige meget i historien. Men det er Jazzy, der bærer hovedhistorien. Det er ham, der træffer beslutningen om at tage til Jylland for at løse et personligt problem. Og det er også ham, historien ender med at have konsekvenser for: i løbet af historien ændrer han sig fra at være en menneskesky kyniker til én, der indser, han har brug for hjælp og venskaber. Bossy forbliver stort set er den samme igennem hele historien.

Det er en meget almindelig begynderfejl at lade de sjove bikarakterer stjæle initiativet fra hovedpersonen. Den fejl lavede jeg selv i min første spillefilm Monas Verden, hvor Sidse Babett Knudsens hovedkarakter lod sig rive rundt af Thomas Bo Larsens bikarakter. Resultatet blev en ulden og ufokuseret film, og skylden var min alene. Publikum må ikke være i tvivl om, hvem filmen handler om. Ellers sidder de frustrerede og leder efter et holdepunkt i historien i stedet for bare at lade sig underholde af den.

 

”…person…”

 

Historier bør altid handle om personer. Og de behøver ikke engang at være mennesker. Prøv at lægge mærke til, hvor mange naturprogrammer der tillægger dyrene menneskelige følelser. De klipper en masse mere eller mindre random billeder sammen til en historie om den stakkels abeunge, der savner sin mor og bliver mobbet af de andre aber. Og på den måde gør man aben til en karakter, som publikum kan genkende sig selv i. Man giver den personlighed.

Det burde være en selvfølge, at mennesker er personer. Men alligevel ser jeg ofte, at folk skriver karakterer, der er så generiske, at de slet ikke føles levende. Cliché-karakterer som ‘den cool super-cop’, ‘den trætte skoleinspektør’, ‘den dumme lagermedarbejder’ osv. Karakterer der siger og gør præcis det, der forventes af dem. Karakterer der er blottet for alle de særheder, der gør os mennesker til individualister. Når Pixar kan puste så meget liv i racerbiler, legetøj eller robotter, så bør man også kunne gøre det samme med et menneske, der har et helt liv med skuffelser, svigt og dårlige vaner bag sig.

Der er utallige eksempler på historier med skurke, der bliver så onde, at vi ikke længere oplever dem som personer. Den onde diktator, den iskolde lejemorder, hæren af uniformerede nazister. Hvis vi ikke oplever dem som personer, vi kunne møde i vores eget liv, så bliver de til papskiver, som helten kan pløkke ned uden større konsekvens.

Hvis historien har mange skurke, kan det være nødvendigt, at de er lidt anonyme. Vi kan ikke juble over, at Luke Skywalker sprænger dødsstjernen i luften i Star Wars, hvis vi samtidig bekymrer os om de tusindvis af mekanikere, kantinemedarbejdere og rengøringsfolk – alle med familier, drømme og pensionsopsparinger – der måtte arbejde sådan et sted.

SupermanMen vi skal bekymre os om helten. Og han kan lige så hurtigt ende som en anonym papskive, hvis man ikke udstyrer ham med personlighed. Dengang jeg gik i skole, var Superman en alien fra det ydre rum, som fløj rundt og tævede alien-skurke. Historierne havde lige præcis action nok til at interessere små børn, men Superman selv havde ingen personlighed – ingen humor, ingen svagheder, ingen ridser i lakken – så man voksede hurtigt fra ham (med mindre man var en nørd med hestehale og fedtede briller). I dag gør Hollywood utroligt meget ud af at vise superheltene som tvivlende og misforståede outsidere, der er tvunget til at spille svage overfor de piger, de er forelskede i. Og lige pludselig er alle med uanset alder.

Tricket er at gøre karaktererne sårbare og modsætningsfyldte. Brug plottet til at styre helten ind i situationer, der viser hans svagheder – som når den ellers frygtløse Indiana Jones ender i et hul med slanger. Eller brug castet til at omgive helten med personer, der trækker forskellige karaktertræk ud af ham – som Walter White fra Breaking Bad, der er kærlig og omsorgsfuld overfor sin kone, men arrogant og kommanderende overfor Jesse Pinkman.

 

”… ønsker sig noget brændende…”

 

Det er her, jeg oftest ser, den går galt. Målet er nødt til at være vigtigt for helten – hvorfor skulle det ellers være vigtigt for publikum? Karaktermotivation er lidt af en kæphest for mig, så det har jeg allerede skrevet en masse om i min artikel “Hovedpersonen er ligeglad” her på bloggen. Den vil jeg anbefale, man lige bruger et par minutter på at læse.

 

”… men har problemer med at opnå det.”

 

Vi har gemt det vigtigste til sidst: Drama! I det virkelige liv stræber vi allesammen efter enighed og harmoni (med mindre vi er syge i potten), men på skærmen er det dræbende kedsommeligt at se på. Hvis helten har det for nemt, mister publikum interessen. Jeg ser tit historier med en meget dramatisk grundidé, som er pakket ind i dybt udramatiske scener.

Det er ikke kun action-sekvenserne eller konfrontationerne, der skal være dramatiske. Hver eneste scene i manuskriptet skal være dramatisk. Også de små scener, der binder det hele sammen. Etableringsscenen, hvor vi ser heltens daglige rutiner, bør være fuld af modarbejdende chefer, og defekte køleskabe med sur mælk og biler, der ikke kan starte. Den hyggelige indledning, hvor kollegaerne smalltalker om kage til kaffen, bør være spækket med skjulte agendaer. Den skumle scene, hvor gangsterne sidder nede i kælderen og planlægger deres indbrud, skal være fuld af uenighed og angst. Og den sjove samtale mellem veninderne, der er rørende enige om, at mænd er idioter, skal være spækket med jalousi og minefelter. Og klassikeren: ekspositionsscenen, hvor helten fortæller sin kollega (eller os), hvad der tidligere er sket, skal edderbroderme være dramatisk på den ene eller den anden måde.

Det er ikke nok, at disse scener er velskrevne, realistiske eller fyldt med skæve karakterer. Selv hvis man kan komponere smartass-dialog som Quentin Tarantino eller Aaron Sorkin, selv hvis man smører alting ind i faktor 50 ironi, så skal scenerne stadig være dramatiske. Hvis der ikke er nogen, der prøver at opnå noget og møder modstand fra omgivelserne (eller fra sig selv), så ligger scenen dødt i vandet. Så skal den skrives om. Eller den skal ud.

 

OlsenBanden

 

Olsen Banden er et godt eksempel. Det er ikke tilfældigt, at Benny er uberegnelig, at Kjeld er tøsedreng, og at Yvonne er hardcore egoist. Karaktererne er bevist designet til at være uenige om alting. Hvis Egon havde for nemt ved at få sine sine planer sat i søen, så ville selv ikke de mest opfindsomme kup kunne holde til fjorten film (plus det løse).

 

Lakmusprøven

 

Så hvis du bakser med en historie, og det hele føles som en gang ufokuseret rod, så prøv at gå tilbage til grundsætningen: ”En person ønsker sig noget brændende, men har problemer med at opnå det”. Prøv at bruge den som lakmusprøve på din historie.

1) Har din historie én hovedperson, eller bliver handlingen trukket af lidt for mange karakterer? Måske skal du flytte lidt mere af initiativet over til din hovedperson.

2) Har karakterne nok personlighed, eller udfylder de bare deres funktion (politimanden, bankbestyreren, reklamemanden osv.)?Måske skal du gøre dem lidt mere sære, følelsesladede eller modsætningsfulde. Prøv eventuelt at skifte køn.

3) Er opgaven vigtig for karaktererne, eller gør de i virkeligheden bare, hvad andre forventer af dem? Måske kan du designe historien, så karakterernes liv fucker fuldstændig op, hvis deres projekter ikke lykkes.

4) Er opgaven svær nok for hovedpersonen, eller kan det hele blive endnu værre? Det kan det som regelen godt.

 

Skriv en kommentar:

%d bloggers like this: