At gøre andres idé til sin egen

Tilføjet den 23 jul, 2012 i Manuskriptforfatning | 0 kommentarer

Når jeg kigger på mine film- og tv-credits, slår det mig, at det faktisk kun er ‘Hvor fanden er Herning?’, der er bygget på min egen grundidé. Resten er enten bestillingsopgaver eller ideer, jeg har udviklet sammen med andre. Men det betyder ikke, at jeg har behandlet dem som andre folks projekter af den grund. For mig er det noget af det vigtigste, en manuskriptforfatter skal kunne: at gøre andres idé til sin egen.

Det er nu egentlig ikke fordi, de idéer, jeg har overtaget, har været særligt specifikke. Det har oftest været en løs blanding af genre, miljø og en hovedskuespiller, som instruktøren gerne ville arbejde med. Opgaven kunne f.eks. lyde sådan her: “Vil du hjælpe mig med at lave en komedie om en kvinde, der har fantasier, med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen?” (Monas Verden). Eller: “Kan du ikke lave en historie om boksemiljøet med Kim Bodnia i hovedrollen?” (Inkasso). Herefter var det min opgave som forfatter at finde på alle de tusindvis af store og små idéer, der gjorde instruktørens grundidé til 110 siders manuskript. Er det fordi, instruktører finder på bedre grundidéer end forfattere? Overhovedet ikke, men det er vigtigt, at både instruktør, producer og forfatter føler, de har en aktie i det projekt, de skal arbejde på hele næste år. Og – nu hvor jeg tænker over det – var jeg faktisk både instruktør og producent på “Hvor fanden er Herning?”.

Jeg har dog arbejdet på et par andre projekter, jeg selv har fostret idéen til uden at være instruktør. De blev bare ikke til noget. Tilbage i de tidlige 0’er, fik jeg støtte til spillefilmsmanuskriptet ‘Stjernejagt’. Det var en mediesatire om en nørdet knægt, der melder sig til et talentshow, for at få sin celebrity-fixerede ex-kæreste tilbage. Jeg synes, det var mægtig skarpt og klogt det hele, men jeg kunne ikke finde én eneste instruktør, der ville affyre min sarkastiske bredside mod mediebranchen. Det var mit trip, og hvorfor skulle de bruge et år eller mere af deres liv på det? Hvorfor skulle de bruge al deres energi på at inspirere skuespillere, fotografer og en hær af andre højt betalte professionelle på at realisere mit trip?

Et par år senere var jeg igang igen. Spillefilmsmanuskriptet ‘Flashback’ var en musical-roadmovie om to vaneforbrydere, der drager fra København mod Vestjylland for at hævne sig på den psykiater, der engang udsatte dem for eksperimental LSD-terapi med det resultat, at de med jævne mellemrum flashbacker ind i musikalske syretrip. Langt ude? Måske, men jeg syntes, det var originalt og fantastisk. Projektet døde fordi produktionsselskabet gik konkurs, men set i bakspejlet tvivler jeg på, om filmen nogensinde ville have fået produktionsstøtte. Den led af jeg-skal-vise-dem-skal-jeg-syndromet: en forfatter der vil bevise, at han er ligeså fed som Tarantino eller Kaufman, og det er ikke for publikums skyld.

Som producent har jeg ikke det fjerneste imod at lade andre folk arbejde med deres egne originalidéer – så længe de er klar til at ændre på dem, hvis det er nødvendigt. Der er intet værre end folk, der bliver protektionistiske, når man påpeger svagheder i deres historie. Reaktionen “det var ikke sådan, jeg havde tænkt det” er både irriterende og uprofessionel. Omvendt vil man heller ikke have en robot, der blindt parrer ordrer. Kreative personer skal gøre idéer bedre. Forfattere skal tage ansvar for de historier, de arbejder på, og have en holdning til dem, uanset hvem der fik idéen i sin tid.

Manuskriptskrivning er ikke blikkenslagerarbejde. Alle forfattere skriver forskelligt, og når en instruktør eller producer henvender sig, så er det fordi, de godt kan lide det, man laver. Så de idéer, man får at arbejde med, passer som regelen til éns stil. Og hvis de en sjælden gang imellem ikke gør, så bør man takke nej til opgaven. Det fandt jeg ud af på den hårde måde, engang jeg kom til at sige ja til at være episodeforfatter på en tv-serie om et fællesnordisk flyselskab (et projekt, der udelukkende var sat i verden for at suge penge ud af tre forskellige landes støttekasser). Jeg hadede grundidéen, og det lugtede mit arbejde langt væk af. Det endte med, at dem, der havde hyret mig, fordi de godt kunne lide mig, syntes, jeg var en talentløs idiot.

At tage ejerskab på andres idéer er selve essensen af film- og tv-arbejde. Vi elsker skuespillere, der lever sig ind i manuskriptet. Når Mads Mikkelsen leverer en af sine intense og troværdige præstationer, hvor han tydeligvis føler ægte følelser, er der ingen, der stopper op og siger: “Hey, vent lige lidt… Han har jo ikke selv fundet på det”. Næh. Han har gjort en andens idé til sin egen, og pustet liv i den. Forfattere bør gøre det samme.

 

Skriv en kommentar:

%d bloggers like this: