Tre dårlige replikker

Tilføjet den 6 sep, 2012 i Manuskriptforfatning | 0 kommentarer

Her er et velmenende råd, som håbefulde dramatikere kan starte weekenden på. Brug aldrig disse tre replikker: “Er du med?”, “Øh” og “Ok”. De kan ikke siges naturligt. Alle manuskriptforfattere skriver dem. Også mig. Og det går galt hver gang.

I hovedparten af alle danske film og tv-serier er der mindst én scene, hvor en karakter slutter et vredesudbrud af med spørgsmålet “Er du med?”. Det kunne lyde sådan her: “Sådan skal du ikke tale til mig. Er du med?”. Det ser stærkt ud på papiret, men det klinger forlorent, når det kommer ud af skuespillerens mund. Hvorfor? Fordi folk simpelthen ikke siger det i virkeligheden. Aldrig. Og hvis du sidder og tænker: “Hey, det har jeg da hørt masser af folk sige”, så er det fordi, du har hørt dem sige det på film. Variationen “Har du forstået?” er ikke et hak bedre. Og jeg skal ikke spille hellig. Der er en “Har du forstået?” i Hvor fanden er Herning?, og den lyder lige så fake som alle de andre. Ejere af DVD’en kan selv lede efter den.

 

 

Til gengæld siger alle mennesker “øh”, når de er nervøse eller leder efter formuleringer. Men “øh” er ikke et ord, så det hører ikke hjemme i et manuskript. Der er ingen skuespillere, der kan få denne sætning til at lyde ægte: “Øh… Det ved jeg ikke”. En uerfaren skuespiller vil udtale dit “øh” alt alt for tydeligt, mens en erfaren skuespillere vil ignorere det og finde en bedre måde at spille replikken famlende på. Og hvad er værst? At skuespilleren siger noget, du aldrig burde have skrevet, eller at din replik bliver ignoreret, fordi den aldrig burde være skrevet?

Hvis du vil have din karakter til at sige “okay”, så lad være med at skrive “ok”. Hvis du skriver “ok”, så garanterer jeg for, at skuespilleren siger de to danske bogstaver “O” og “K” lige efter hinanden. Og det der ingen, der siger i virkeligheden. Det hedder “okay”! Færdig slut! Herhjemme er de fleste skuespillere teateruddannede, og de er opdraget til at sige replikkerne, præcis som de står i manuskriptet. Hver gang jeg sidder i biografen eller i klipperummet og ser noget, jeg har skrevet, hvor en skuespiller siger “ok”, ligesom Poul Reichhardt ville have gjort det i Huset på Christianshavn, så sparker jeg mig selv over benet. For det er min skyld og min alene.

Det var vist det hele. God weekend.

 

Skriv en kommentar:

%d bloggers like this: