Hovedpersonen er ligeglad

Tilføjet den 29 jul, 2012 i Manuskriptforfatning | 10 kommentarer

Jeg bliver tit bedt om at læse folks manuskripter. Og det er desværre mere regelen end undtagelsen, at der er problemer med karaktermotivation. Det er simpelthen ikke tydeligt nok, hvorfor hovedpersonen deltager i handlingen. Og hvis hovedpersonens drivkraft ikke er forståelig eller troværdig, så bliver han kedelig eller direkte irriterende. Se f.eks. ‘For lækker til love’ på TV3. “Gustav leder efter en kæreste”. Yeah right!

Historier fungerer bedst, når de har en stærk hovedperson med et alvorligt problem. Det er bydende nødvendigt for ham at løse det, så derfor træffer han en beslutning, der driver handlingen frem. Alligevel ser man alt for tit hovedpersoner med små luksusproblemer, der følger med plottet, enten fordi de keder sig, eller fordi andre siger, de skal. Og så kan der være nok så mange fantasifulde optrin og lækker dialog i manuskriptet. Hvorfor skulle man interessere sig for en historie, som hovedpersonen er ligeglad med?

Manglende karaktermotivation er grunden til, at jeg aldrig har været særlig vild med Oceans 11 (og 12 og 13)-filmene. Bag ved al den lækre musik og indie-coolness, gemmer der sig nogle fesne historier om forkælede drengerøve, der prøver at stjæle formuer, som de ikke rigtig har fortjent, og som de ikke rigtig har brug for. Og hvad ville der ske, hvis deres planer gik i vasken? Ud over at de sikkert måtte skære lidt ned på udgifterne til designersolbriller og tandblegning, så ville de klare sig helt fint.

 

Walter White

 

Så er det noget helt andet med tv-serien ‘Breaking Bad’. I første sæson får hovedpersonen Walter White konstateret lungekræft, netop som hans kone er blevet gravid med deres andet barn. Walter er kemiprofessor, og for at skrabe penge nok sammen, så hans familie kan klare sig efter hans død, begynder han at lave meth-amfetamin sammen med en tidligere elev, der er stofmisbruger. Det er et fantastisk eksempel på, at en karakter kan tillade sig de mest uhyrlige ting, så længe publikum forstår, hvad der driver ham. Og selvom Walter i løbet af de næste par sæsoner udvikler sig til en kynisk gangster, bliver vi ved med at håbe, hans projekt lykkes. Og vi frygter at han skal blive afsløret, for det ville medføre uoverskuelige konsekvenser for ham og hans familie.

En god historie bør både skabe håb og frygt. Vi skal håbe på, at hovedpersonens projekt lykkes, men vi skal i lige så høj grad frygte, at det mislykkes. Det er let nok at forstå, hvorfor en karakter ønsker sig en forfremmelse eller en gang sex med den lækre pige i klassen, men hvis hans liv iøvrigt hænger nogenlunde okay sammen, så er det hip som hap, om han opnår det eller ej. Og så begynder historien at blive ligegyldig.

 

Up og Branson

 

I Pixar-filmen ‘Up’ spænder den 78’årige Carl tusindvis af balloner fast til sit hus og flyver det til Sydamerika. Hvorfor? Fordi det var den rejse, han aldrig nåede med sin elskede kone, inden hun blev syg og døde. Hvis Carl blev hjemme, så ville hans hus blive revet ned, og han ville blive spærret inde på et alderdomshjem. Håb og frygt? Tjek. Flyv, Carl, flyv.

I slutningen af 90’erne prøvede Virgin-millionæren Richard Branson på noget lignende. Han ville flyve jorden rundt i en helium-ballon oppe i stratosfæren. Hvorfor? Fordi han havde for meget fritid og for mange penge. Og hvad ville der være sket, hvis det ikke var lykkedes? Hey vent… Det lykkedes faktisk ikke. Who cares?

Pointen med den sammenligning er, at historier fra den virkelige verden sjældent er vedkommende nok til at blive fortalt uden kraftig bearbejdelse. Så pas på med at identificere dig alt for meget med den hovedperson, du skriver. Hovedpersonen skal være en fiktiv karakter. Det kan ikke være dig, for du er simpelthen ikke interessant nok. I modsætning til dig kan din hovedperson ikke nøjes med at være tilskuer i sit eget liv. Han er nødt til at træffe drastiske beslutninger – ellers gider vi ikke høre om ham. Og vi er nødt til at forstå, hvorfor han gør det – ellers gider vi ikke høre om ham.

Så næste gang du slipper en hovedperson løs i sin historie, så brug de første par scener på at vise, hvad han mangler. Vis os, at hans verden bliver et dårligere sted, hvis han ikke gør noget for at løse sit problem. Så skal vi nok følge med – uanset hvor håbløst projektet måtte være.

 

10 Kommentarer

  1. Hmm, efter at have læst dit indlæg, kan jeg ikke lade være med at sidde og tænke over det i relation til en serie som f.eks. Sopranos.

    Det er en serie der primært fortæller hverdagslivet set ud fra perspektivet af Tony Soprano, moderne gangsterboss i New Jersey, og hvordan han håndterer to vidt forskellige livsstile – den “normale” familiefar på den ene side, og hårdkogt gangsterboss på den anden. Han har som sådan ikke noget konkret “mål”, og nok den største overlurende frygt der er, er at han enten bliver snuppet af ordensmagten eller dræbt af rivaler, og selv i disse tilfælde er det min erfaring (og observering igennem andre seere) at publikum næppe er overvældende bange for at ondt skal ske ham, da han på mange måder er én af de slags hovedpersoner man ikke altid har lige nemt ved at sympatisere med.

    Jeg er hverken forfatter eller noget som helst, og det er meget sandsynligt at jeg blot har overset sammenhængen i kontekst til dit indlæg fuldkommen – og i så fald er jeg meget interesseret i at høre hvordan – men lige præcis Sopranos slog mig netop efter at have læst det, da det jo er en serie der ofte er blevet brugt mange steder som pragteksemplar på historiefortælling (og også mange steder bliver sidestillet med Breaking Bad kvalitetsmæssigt).

    • Overordnet handler Sopranos om Tony Sopranos kamp for at holde sammen på de to familier, som han er overhoved for: sin normale familie og sin gangster-familie. Ikke nogen nem opgave, så Tony lider af panikangst og har brug for psykolog-hjælp.

      For mig at se, er Tonys karaktermotivation meget nem at identificere sig med. At ville holde sammen på sin(e) familie(r) er et grundlæggende behov hos os alle. Og hvis det ikke lykkes, mister Tony alt, hvad der er værdifuldt for ham. Det er den overordnede historie. Håb og frygt.

      Seriens 86 afsnit har dog et utal af mindre historier, og også her er Tonys karaktermotivation som regelen klokkeklar.

      Tag det allerførste afsnit:

      Tonys onkel Junior planlægger at myrde en rival i en restaurant. Problemet er, at restauranten tilhører Tonys barndomsven Artie Bucco, og Tony ved, at mordet vil ødelægge Arties forretning. Det kan Tony ikke have siddende på sin samvittighed, så han prøver på alle måder at stoppe mordet. Det ender med, at Tony må springe restauranten i luften for at undgå mordet. Et glimrende eksempel på, at man overhovedet ikke behøver at være enig i karakterens valg, så længe man forstår, hvad der driver ham til at træffe det.

      • … Og dér har vi så svaret på, hvorfor jeg IKKE er manuskriptforfatter. Haha.

        Det var meget indsigtsfuldt, og helt bestemt en vinkel jeg ikke selv havde tænkt over. Men sådan som du lægger det ud giver det jo perfekt mening.

        Jeg takker for din tid til at udvide min horisont. 🙂

  2. Og hey, Alvy Singer håber, at han vil forstå, hvorfor forholdet til Annie Hall ikke virkede – og i forlængelse af det, at han vil opdage, at han *er* værd at elske.

    Hans frygt er at dø alene, hvis han ikke forstår, hvorfor kærligheden til Annie ikke holdt.

    Store ord? Se filmen igen. Jeg påstår, at den holder vand.

  3. Walther White i “Breaking Bad” er muligvis eksternt motiveret af kræftsygdom og manglende midler i seriens begyndelse. Nothing to lose, maximum stakes. Textbook præmis.

    Men serien ville højst holde en sæson eller to, hvis ikke, der var en langt stærkere, intern motivation. I en græsk tragedie ville det være Walts behov for at gøre oprør mod guderne for den uretfærdige skæbne, de har dømt ham til. Han er et kemiker-geni, og en uplanlagt graviditet og et uventet handicappet barn smed ham af sporet mod berømmelse og rigdom, som hans mindre talentfulde ven og kollega havde råd til at søge og opnå. Da serien begynder er Walt en kastreret mand, en pryglet hund med en fastlåst skæbne (og en dominerende kone). Da han får et påskud for at ryste tøjlerne af sig, bliver hans modreaktion for voldsom (også over for hustruen).

    Jeg kan ikke se, at seeren forventes at heppe på Walther White på vej ud af fjerde sæson og ind i femte. Tragedien er godt inde i tredje akt, og vi ved, at protagonisten står i lort til halsen nu. “Everyone dies in this movie, don’t they?”, er Walts kommentar til “Scarface” i det nyeste afsnit, “Hazard Pay”. Indeed they do. Indeed they do.

    • God og skarp analyse, Lasse. Og god pointe med, at Walter Whites motivation ændrer sig – specielt i slutningen af 4. og starten af 5. sæson. Jeg ændrer teksten, så den kun omtaler de første sæsoner.

      Og et nyt afsnit i sæson 5? Afsted med mig til iTunes. Jeg glæder mig 🙂

  4. Jeg er ikke den store Woody Allen-fan, og jeg må med skam melde, at jeg ikke husker Annie Hall særligt godt.

    Enhver håbefuld dramatiker er mere end velkommen til at glemme samtlige regler, når han/hun får skabt sig et navn, der kan få hans/hendes projekter finansieret. Indtil da mener jeg ikke, det kan skade at få styr på lidt almindelig fortælle-teknik 🙂

  5. Uha. Regler er farlige 🙂
    Hvad er Alvy Singers håb og frygt i Annie Hall?

  6. Jeg vil os fremover være lidt mere fremme i skoene mht motivet og plottet i de mange film og serier, jeg bliver budt på..
    God blog!

  7. Checker altid motiver i film og tv-serier, efter du forklarede mig det, for nogle år siden! Enkelt, hvis man ved det, som mange andre ting i livet! 🙂 Godt indlæg!

Skriv en kommentar:

%d bloggers like this: