Louie – en analyse

Tilføjet den 9 jul, 2012 i Comedy, Tv-serier | 1 kommentar

Tredje sæson af ‘Louie’ er lige startet ovre i Amerika. Det har jeg glædet mig til, og det er der rigtig mange andre, der også har, for hovedparten af de komikere, jeg kender, vil rigtig gerne lave sådan en serie.

Serien er skrevet, instrueret, klippet og produceret af standup-komikeren Louis CK, som også spiller hovedrollen. Handlingen er løst baseret på hans eget liv. Han spiller en nyligt fraskilt far til to piger, der arbejder som komiker i New York – samtidig med at han prøver at få et liv som midaldrende ungkarl til at hænge sammen. Det er småtrist, halvpinligt og hylende morsomt.

 

 

Jeg tror, grunden til at så mange komikere er inspireret af serien er – udover at Louis CK er et indlysende komisk talent – at han laver det hele selv. Når man står for så stor en del af den kreative process, behøver man ikke gå på ret mange kompromisser, og hvad er mere kreativitetsdræbende end endeløse møder med overforsigtige tv-redaktører, der ikke rigtig forstår (eller bryder sig om) éns geniale idé? Hvis de da overhovedet gider mødes i første omgang, når man nu ikke lige hedder Mick Øgendahl. Er det så ikke nemmere bare at tænde et kamera og gå ud og lave lortet ligesom Louis CK?

Og ’Louie’ fornemmes også temmelig hjemmelavet. Det er en samling små historier, der tit ikke minder ret meget om hinanden. Der er skiftende fortælletekniker, pointeløse slutningen og tematiker, der ikke bliver fulgt ordentligt til dørs. Der er oven i købet hele afsnit, der slet ikke er sjove (!). Som f.eks et langt afsnit, hvor Louie tager til Afganistan for at underholde de amerikenske soldater. Uden han ved det, har hans datter pakket nogle levende ællinger med i hans taske, og disse ællinger ender med at bygge bro mellem de krigeriske parter. Det er meget sødt, men det er ikke særlig sjovt, og det skal comedy-serier normalt være.

Til gengæld er der mindst lige så mange ting, som Louis CK gør helt rigtigt. Karakterarbejdet fremragende, og han benytter sig forbilledligt af en lang række fortælletekniker, der gør, at publikum identificerer sig med hovedpersonen og har lyst til at følge med i serien.

SYMPATI

Hvis vi skal følge med i en serie gennem længere tid, er det essentielt, at vi kan genkende os selv i hovedpersonen. Og da vi gennerelt anser os selv som gode mennesker, er det en fordel, hvis vi har sympati for hovedpersonen – specielt når vi har at gøre med en antihelt som Louie.

Og Louis CK skaber masser af sympati for sin karakter. I et afsnit er der en kvindelig tjener, der påstår, at sorte aldrig giver drikkepenge. Louie irettesætter hende for hendes rascistiske udtalelser (det ender med, at alle de sorte synes, Louie er en idiot, fordi han ikke ved, at brødrene selvfølgelig aldrig giver drikkepenge). I et andet afsnit  tager Louie rollen som politibetjent i en genindspilning af Godfather, fordi det betød rigtig meget for hans afdøde manager (det ender med, at instruktøren synes, Louie er en idiot, fordi han ikke tager skuespil alvorligt). Louie  går også til forældremøder for at være en god far for sine døtre (det ender med, at de andre forældre synes, Louie er en idiot, fordi han ikke tager skolesnakken seriøst nok).

Det handler ikke om, hvad karakteren opnår, men snarere om, hvad han prøver på at opnå. Og hvor mange af os har ikke stået i en situation, hvor vores bedste intentioner blev misforstået? Det bringer os til næste element:

EMPATI

Empati er det stærkeste bånd, man kan skabe mellem sin karakter og publikum. Det opstår, når karakteren er under pres, og publikum kan genkende deres egne svagheder og dårlige sider hos ham. Og det behøver ikke være positivt. Slet ikke. Jo mere underskudsagtigt, irritabelt, hidsigt eller ynkeligt jo bedre. Hovedsagen er, at publikum tænker: “Jeg forstår ham godt. Jeg ville sgu have det ligesådan, hvis jeg var i samme situation”.

Og Louis CK er en mester i at skabe situationer, der giver pubblikum empati med hans karakter. Louie bliver irriteret, når hans bror stædigt påpeger, at hans liv er slut efter skilsmissen. Han bliver sur, når hans læge-ven griner af hans grimme pik. Han har nedtur over at blive sat ved siden af (eller under) en fed mand i en meget smal flyver. Osv. Og vi kan også sagtens forstå, hvorfor han ender med at opsøge en halvgrim kvinde fra fortiden (som engang i skoletiden sendte seksuelle signaler), efter han har siddet hele natten ensom og sørgelig på Facebook og gravet i fortiden.

For at skabe empati er det vigtigt, at man er klar til at vise nogle af de karaktertræk, som man normalt prøver at skjule. Og det bringer os til næste element:

ÆRLIGHED

Der er ikke noget, der binder venner sammen som en delt hemmelighed eller fortrolighed om noget personligt. Og det forhold får publikum til Louie, når han ærligt udstiller alle sine mest intime hemmeligheder.

Louie viser konstant sin skrøbelighed eller sine dårlige sider. Han hader sin småfede, halvgamle krop. Han udstiller sin dårlige samvittighed og ensomhed efter skilsmissen. I et afsnit sviner han en pige til for at snakke under sit show, fordi han erkender, at han er en sørgelig mand, der ikke har andet end sin standup tilbage.

Det er essentielt, at man åbner op for posen og deler ud af egne erfaringer. Man må selvfølgelig gerne bearbejde sine erfaringer, så de passer til plot og karakterer, men fundamentet er nødt til at stamme fra ens eget følelsesregister. Ligesom med venskaber kan selv en lille løgn ødelægge tilliden, og publikum kan altid fornemme klicheer og psykologiske postulater. Den slags har det nemlig med at være for generelle, og det er de små skæve detaljer, der får situationerne til at fornemmes ægte. Og det bringer os til næste element:

UNIK VERDEN

Louies serie er unik, fordi den er befolket af skæve karakterer og viser uventede situationer, der foregår på meget originale locations. Det føles autentisk, når vi møder snøvlende psykologer eller rødvinsalkoholiske mødre eller kommer ud til forstadshuse med verandaen fyldt med skrammel eller dinere med indavlede fans. Næste gang, der er reklamer i fjernsynet, så læg mærke til hvordan alle karakterene er utroværdige klicheer: “husmoderen”, “forretningsmanden”, “den unge funky skatertype” osv. De er alt og ingenting samtidig. Det samme med de Ikea-katalog-lejligheder de altid bor I. Aldrig rigtig rodede, og aldrig rigtigt personlige. Karakterer og locations i ‘Louie’ må til gengæld være ægte, for hvem ville dog kunne finde opfinde noget så uperfekt?

 

 

Så hvis du også er inspireret af ‘Louie’, så gå endelig ud og lav din egen serie. Men lad være med at tro, at du bare kan improvisere dig til samme resultat. Louis CK er dygtig. Han er meget dygtig. Man lægger bare ikke mærke til det, fordi det hele er så dygtigt lavet.

 

En kommentar

  1. Enig Peyk !

Skriv en kommentar:

%d bloggers like this: