Pingvinen i det blå jakkesæt

Tilføjet den 8 okt, 2013 i Hollywood, Manuskriptforfatning, Tv-serier | 0 kommentarer

Lige siden jeg læste bogen On Directing Film for små ti år siden, har jeg været en stor fan af instruktør og manuskriptforfatter David Mamet. Og jeg er bestemt ikke blevet det mindre efter at have læst et brev, han skrev til forfatterholdet bag tv-serien The Unit, som han selv var hovedforfatter på.

The Unit er en dramaserie om militærenheden Delta Force, der kørte fire sæsonner på ABC fra 2006-2009. Serien følger soldaternes træning i USA, deres missioner i udlandet og viser den effekt, deres karriere har på familielivet.

The_Unit

Selvom serien absolut ligger over gennemsnittet i amerikansk tv-drama, så lider den af og til af det samme problem, som ofte gør kriminal- og actionserier svære at holde ud: at plottet skal skæres ud i pap. Når det er allerværst, er serierne spækket med scener, hvor karaktererne forklarer hinanden ting, som de godt ved i forvejen – bare så publikum kan følge med. Se et tilfældig afsnit af CSI: Miami. Så ved du, hvad jeg snakker om.

David Mamet er om nogen klar over det problem, så under udviklingen af serien skrev han et brev til sit forfatterhold, hvor han advarede dem om at ofre drama for eksposition.

Det er et brev, der er så skarpt, at selv rutinerede manuskriptforfattere bør læse det en gang i mellem for at blive mindet om, hvad god tv-underholdning består af. Og så er det bare kosteligt, at Mamet kalder de angststyrede tv-bosser for ‘pingviner i blå jakkesæt’.

Jeg har tilladt mig at oversætte brevet til dansk. God fornøjelse.

Til forfatterne på The Unit.

 

Vær hilset.

 

Efterhånden som vi lærer at skrive denne serie, står det klart, at der er ét gentagende problem.

 

Problemet er dette: hvordan kender man forskel på dramatisk og udramatisk? Lad mig gennemgå det punkt for punkt.

 

Alle skriger til os, at vi skal gøre serien tydeligere. Det lader til, at vores opgave er at proppe en helvedes masse information ned på meget lidt tid.

 

Vores venner, pingvinerne, tror, at vi er ansat til at formidle information. Og sådan virker det også af og til på os selv.

 

Men vær klar over én ting: publikum tænder ikke for fjernsynet for at se på information. Det gør du ikke, og det gør jeg heller ikke. Vi har aldrig gjort det og kommer aldrig til det. Publikum tænder kun og bliver hængende for at se drama.

 

Spørgsmål: Hvad er drama? Drama, igen, er en heltens bestræbelser på at overkomme de ting, der forhindrer ham i at opnå et specifikt og betydningsfuldt mål.

 

Derfor må vi, manuskriptforfatterne, i hver eneste scene stille os selv disse tre spørgsmål:

 

1) Hvem vil opnå hvad?

 

2) Hvad sker der, hvis det ikke lykkes?

 

3) Hvorfor lige nu?

 

Svarene på disse tre spørgsmål er som lakmuspapir. De vil fortælle dig, om scenen er dramatisk eller ej.

 

Hvis scenen ikke er skrevet dramatisk, vil den ikke blive spillet dramatisk.

 

Der findes intet magisk tryllestøv, der kan redde en kedelig, ubrugelig, overflødig eller blot informativ scene, efter den har forladt jeres skrivemaskiner. Det er jer, forfatterne, der skal sørge for, at hver eneste scene er dramatisk.

 

Det betyder alle ”de små” ekspositionsscener, hvor to personer taler om en tredje. Det bras (og vi skriver det alle i vores first drafts) vil være værre end ubrugeligt, hvis det, Gud forbyde det, skulle ende med at blive filmet.

 

Hvis scenen keder dig, når du læser den, kan du være sikker på, at den vil kede skuespillerne. Så vil den kede publikum, og til sidst ender vi alle på bistandshjælp.

 

Nogen er nødt til at gøre scenen dramatisk. Det er ikke skuespillernes job (deres job er at være ærlige). Det er ikke instruktørens job. Hans eller hendes job er at filme den helt simpelt og minde skuespillerne om, at de skal snakke hurtigere. Det er dit job.

 

Hver scene skal være dramatisk. Det betyder: hovedkarakteren skal have et letforståeligt og presserende behov, der tvinger ham eller hende til at dukke op i scenen.

 

Dette behov er grunden til, at karaktererne er der. Det er, hvad scenen handler om. Deres forsøg på at få dette behov opfyldt vil til sidst slå fejl –  det er sådan scenen slutter. Og denne fiasko vil af nødvendighed føre os videre til næste scene.

 

Alle disse forsøg og fiaskoer, sat sammen, vil, henover hele afsnittets forløb, udgøre plottet.

 

Enhver scene, som ikke både driver plottet frem og kan stå for sig selv (altså dramatisk på egen hånd), er enten overflødig eller ukorrekt skrevet.

 

Jamen jamen jamen, siger du: hvad med vigtigheden af at få alle informationerne med?

 

Og jeg svarer: ”Find ud af det”. Ethvert pikhoved i et blåt jakkesæt kan lære (og lærer) at sige: ”Gør det hele tydeligere” og ”Jeg vil vide mere om ham”.

 

Når du så har gjort det hele så tydeligt, at selv pingvinen i det blå jakkesæt er glad, ender I begge to som arbejdsløse.

 

Dramatikerens job er at gøre publikum interesserede i, hvad der kommer til at ske. Det er ikke at forklare dem, hvad der lige er sket, eller at ”antyde” hvad der kommer til at ske.

 

Ethvert pikhoved kan skrive: ”Men Jim, hvis vi ikke dræber statsministeren, vil hele Europa gå op i flammer”.

 

Vi får ikke vores løn for at indse, at publikum har brug for denne information for at forstå den næste scene, men snarere for at finde ud af, hvordan vi skriver den igangværende scene på en måde, så publikum bliver interesserede i, hvad der kommer til at ske.

 

Jamen jamen jamen, gentager du.

 

Og jeg svarer: ”Find ud af det”.

 

Hvordan finder man balancen mellem at tilbageholde og dosere information? Det er dramatikerens essentielle opgave. Og evnen til at gøre det, er hvad der adskiller dig fra de laverestående arter i deres blå jakkesæt.

 

Find ud af det.

 

Start hver gang med denne ukrænkelige regel: Scenen skal være dramatisk. Den skal starte, fordi helten har et problem. Og den skal kulminere med, at helten enten er belært eller tvunget til at indse, at der findes en anden udvej.

 

Kig på dine overskrifter. Enhver overskrift, der siger ”Bob og Sue diskuterer…” beskriver ikke en dramatisk scene.

 

Vær opmærksom på at vores synopser som regelen er fantastiske. Men dramaet siver ud et sted mellem synopsen og first draft.

 

Tænk som en filmskaber – ikke som en funktionær. Sandheden er, at du rent faktisk skaber filmen. Det, du skriver, er det, der bliver filmet.

 

Her er faresignalerne: Hver gang to karakterer taler om en tredje, er scenen noget lort.

 

Hver gang en karakter siger til en anden: ”Som du nok ved” og derved fortæller det, som du, forfatteren, har brug for, at publikum ved, er scenen noget lort.

 

Lad være med at skrive noget lort. Skriv i stedet en fed tre, fire, syv minuts scene, som bevæger historien fremad. Så kan du meget snart købe et hus i Bel Air og hyre nogen til at bo i det for dig.

 

Husk at du skriver til et visuelt medie. Hovedparten af al tv-skrivning, også vores, lyder som radio. Kameraet kan forklare alting for dig. Lad det gøre det. Hvad er det karaktererne gør *bogstaveligt talt*? Hvad roder de med? Hvad læser de? Hvad ser de i fjernsynet? Hvad ser de?

 

Hvis du lader som om, at karaktererne ikke kan tale og skriver en stumfilm, så vil du skrive stor drama.

 

Hvis du fratager dig selv den krykke, der hedder beretning, eksposition, ja selv tale, så er du klar til at arbejde i et helt nyt medie – at fortælle historien i billeder (også kaldet manuskriptforfatning).

 

Det er en helt ny kompetence. Ingen kan det fra starten. Du kan lære dig selv at gøre det. Men det kræver at du starter.

 

Jeg lukker med denne tanke: Kig på scenen og spørg dig selv ”Er det dramatisk? Er det essentielt? Driver det plottet fremad?”

 

Svar ærligt.

 

Hvis svaret er ”Nej” skriv det om eller smid det ud. Hvis du har nogen spørgsmål så ring til mig.

 

Kærlig hilsen Dave Mamet

 

Santa Monica d. 19. Oktober ’05.

 

(Det er ikke dit ansvar at kende svarerne, men det er dit og mit ansvar at kende og stille de rigtige spørgsmål. Igen og igen. Indtil de ligger på rygraden. Jeg tror på, at de er beskrevet herover.)

Her er et link til den oprindelige artikel: MovieOnline.com

Skriv en kommentar:

%d bloggers like this: