Sympati er overvurderet

Tilføjet den 17 okt, 2013 i Manuskriptforfatning | 0 kommentarer

”Vi skal passe på, at hovedpersonen ikke bliver usympatisk”. Den sætning hører jeg næsten hver gang, jeg udvikler en ny historie. Mest fra producere eller redaktører, der har ansvaret for budgettet. Og det er forståeligt nok, for det er vanvittig dyrt at lave fiktion, og hvis publikum ikke kan identificere sig med hovedpersonen, er pengene tabt. Efter min mening er sympati dog overvurderet. Det vigtigste er, at publikum forstår de valg, som hovedpersonen træffer.

At en hovedperson partout skal være sympatisk er en af de mest sejlivede (og irriterende) myter i historieudvikling. Det har bestemt ikke hjulpet, at den nu afdøde Blake Snyders bog Save The Cat er blevet så utrolig populær. Titlen refererer til Blake Snyders idé om, at forfattere skal lade deres hovedperson gøre noget i starten af manuskriptet, der får publikum til at kunne lide ham eller hende – f.eks. at redde en kat ned fra et træ.

Selvfølgelig er der historier, hvor sådan en scene fungerer (Blake Snyder giver et par eksempler i sin bog), men i langt de fleste historier er vigtigt at vise det stik modsatte. I film som Groundhog Day, Cars, Iron Man, Gran Torino, Drive etc. bruger forfatterne hele starten af manuskriptet på at slå fast, at hovedpersonen er en kynisk Satan. For hvis historien skal slutte med, at hovedpersonen er blevet et empatisk menneske, så duer det ikke, hvis han også starter med at være det. Så har han jo intet lært af historien.

Publikum kan holde med selv den mest ubehagelige stodder, så længe de forstår, hvor hans negative sider kommer fra, og så længe han bliver stillet til regnskab for dem.

Derfor har det altid undret mig, at danske producere er så forhippede på sympatiske hovedpersoner. Måske er de vokset op med Disney-film som Dumbo, Bambi og Askepot. Måske betaler de bare deres Netflix-abbonnement uden at bruge det (som vi andre gør med vores fitness-abbonnementer). Hollywood har i hvert fald længe været igang med at spytte fantastiske film og tv-serier ud om gangstere, vampyrer, massemordere, narkohandlere og korrupte politifolk og politikere. Og nogle af filmhistoriens mest fascinerende helte er dybt utiltalende – fra Michael Corleone til Han Solo, fra Bruce Wayne til Egon Olsen.

Eller hvad med Melvin Udall fra As good as it gets? Han starter ikke filmen med at redde en kat. Tvært imod smider han naboens hund i en affaldskakt. Her er scenen, hvor naboen lige har fundet kræet nede i skraldespanden:

 

 

Melvin er ikke en sympatisk karakter. Overhovedet ikke, men har vi lyst til at lære ham at kende? Ja, for fanden. Og selvfølgelig ændrer Melvin sig undervejs gennem historien. Når filmen slutter er han vældig sympatisk. Sådan bør det også være. Hvis en hovedperson ikke bliver konfronteret med sine dårlige sider, hvis publikum ikke fornemmer et stik af dårlig samvittighed eller oplever, at han i det mindste prøver at gøre noget uselvisk, så ender de med at miste interessen for ham. Men hvis han bare er et godt menneske fra starten, så kan han hurtigt blive meget uinteressant.

For nogle år siden blev jeg hyret af et reklamebureau til at skrive en tv-spot for Rådet for Større Færdselssikkerhed. Jeg sad i et stort mødelokale sammen med en instruktør og et par reklamefolk og brainede løs på en historie om en stresset far, der henter sin 6’årige søn i skolen. Knægten sætter sig ind i bilen, tager sin sikkerhedssele på og opfordrer faren til at gøre det samme. Og så har vi balladen, for faren mener ikke, han har brug for sikkerhedssele. Han er en erfaren bilist, der holder godt fast i rattet, og da knægten insisterer, bliver faren sur – lidt for sur. Spotten slutter med, at speakeren siger: “Der var kun er ét pattebarn i denne bil”. Det var en fin lille idé, og vi havde en god snak om farens drivkraft: at skjule sin stress, at kæmpe for den gode stemning. Noget vi allesammen kender. Men pludselig blev en af reklamefolkene nervøs. Han mente ikke, at faren var sympatisk nok. Jeg sagde, at publikum er flintrende ligeglade med sympatiske karakterer. De connecter med karakterer, som de kan genkende sig selv i. Det fik instruktøren til at rejse sig og give mig et stående bifald. Det var præcis, hvad han selv havde gået og sagt i årevis, uden at nogen i reklamebranchen ville høre efter.

Reklamebranchen har om nogen haft et overforbrug af sympatiske karakterer. Endeløse parader af tandkødssmilende papfigurer med blide stemmer og Moder Theresa-udstråling. I bedste fald er de kedelige og ligegyldige. I værste fald er de utroværdige og direkte frastødende. Vi genkender nemlig deres anmasende sympatiske signaler fra virkelighedens sælgere, politikere og forsikringsagenter – folk der alle prøver at prakke os noget på.

Det er dog heldigvis ikke alle reklamer, der laver den fejl. Prøv at se denne L’Easy-reklame fra i sommers: Luffe spiller sambabold, mens hans gadgetbegejstrede Luxusfælde-kandidat af en kone afslører, at hun lige har købt endnu en fladskærm til samlingen:

 

 

I løbet af 45 sekunder når Luffe at råbe ‘hold kæft’ til Sanne to gange. Det er dybt usympatisk, men publikum forstår godt, at det må være irriterende at blive afbrudt midt i et rekordforsøg. Den eneste, jeg personligt har lyst til at sparke i maven med tilløb, er speakeren. Hans lettere nedladende fløjlsstemme virker topprovokerende. Og vent lige lidt… Hvad er det, der står med bittesmå bogstaver i bunden af skærmen, mens han snakker? Prøv at sætte videoen på pause og læs engang: Speakerens fantastiske tilbud er i virkeligheden en grotesk dårlig deal. Selvfølgelig. Hvis han ikke havde noget at skjule, hvorfor skulle han så være så forbandet sympatisk?

Så min opfordring til alle forfattere er denne: lad være med at bruge dine dyrebare bogstaver på at redde katte ned fra træer, uanset hvor nervøs produceren er. Men hvis du absolut er nødt til det (fordi din hovedperson er brandmand, dyrlæge eller anlægsgartner) så sørg i det mindste for, at han bander det utaknemmelige kræ langt væk, når det har kradset hans underarm til blods. Og lad den gamle dame, der ejer katten, stå ved siden af og skælde ud over hans grimme sprogbrug imens. Så vil publikum identificere sig med din hovedpersonen. Ikke fordi han er sympatisk, men fordi de kan sætte sig ind i hans lortesituation.

Kodeordet er empati – ikke sympati. Giv din helt nogle problemer, som publikum kan genkende fra deres eget liv – og så gang dem med ti. Lad helten blive hamrende uretfærdigt behandlet, og lad ham reagere præcis lige så underskudsagtigt, som du selv ville gøre i samme situation. Så skal publikum nok identificere sig med karakteren. Og lad for Guds skyld være med fjerne alle fejl og mangler fra ham. De træk, der gør os menneskelige og interessante, er (desværre) sjældent særligt sympatiske.

 

Skriv en kommentar:

%d bloggers like this: